Jeg har en hund, en Berner Sennen, han hedder Albert. Albert har på mange måder et vigtige sælgergen. Jeg kalder det hundegenet.
Albert er opportunist. Han går efter alt, der har potentiale til at give mad. Når jeg går i køkkenet, løfter han øjenbrynene og følger mig. Hver bevægelse bliver registreret. Men han bliver liggende. Hvis jeg tager noget frem, der rasler med potentiale til at have mad i, rejser han sig med det samme og stiller sig tæt på mig. Dette gør han, selvom han aldrig har fået mad fra køkkenbordet. Men alligevel rejser han sig utrætteligt – hver gang. For hvad nu hvis….
Den egenskab, denne utrættelige stædighed er vigtig hos enhver sælger. Hvis de ikke rejser sig og går efter de potentielle muligheder for ordrer, så får de aldrig succes. En sælger, der venter på ordrer, kommer til at vente meget længe. Men den sælger, der utrættelig bliver ved med at forfølge alle de muligheder der er, vil på et tidspunkt få succes med at finde ordrerne.
Det er selvfølgelig simplificeret, men ikke desto mindre gemmer der sig en vigtig sandhed i det. Den der søger skal finde! Så begynd at søge, begynd at lede. Søg hver dag. Systematiser det, så bliver det lettere. Men gør det.
Hvorfor skal I gøre det? Fordi det virker.